Kontakt:
info[a]chevy-caprice.dk
|
Leif H. Hansen fra Tune fortæller om sin Caprice, som han kørte som taxa for ca. 30 år siden:

Da jeg i sin tid startede som Taxavognmand, var det med en brugt Dodge Coronet, som jeg købte af min fader. Den havde gået 190000 km. Så jeg fik den for 22000 kr. med udstyr. Vi havde begge noget med store biler. Han havde i sin tid en Chevelle Malibu,1966, jeg kan se i min Chevy-bog, at det må have været en model 13269 4-dørs.

Efter et år, var der en kollega, som var helt vild for at købe Coronetten, så efter at have lånt den i en uge, ville han give 25000 kr. UDEN udstyr, så jeg måtte ud at lede efter en anden bil. Den fandt jeg hos Mogens Klingsholm i Birkerød. Han havde en Caprice, der havde gået 3 måneder i Helsingør Taxa. Den skulle koste 52000 kr. og vi lavede så en kontrakt, hvor han tog Coronetten ind, som udbetaling og solgte den til min kollega. Jeg var som sagt ret nystartet og anede ikke hvor jeg skulle få alle de penge fra, men det gik.


Man kunne allerede fra den første dag se at man var steget i graderne, men der var også kritiske røster; Elektriske vinduer og elektrisk førerbænk, ”Jamen det var jo bare ekstra ting, der ville gå i stykker”. Nå, det gjorde det nu ikke. Vi var nu blevet 4 kolleger i Københavns Taxa der kørte Caprice, men der var ikke to der var ens.

Men tjene penge, den kunne bilen. Når man holdt ved Tivoli og på Bakken, så blev man gerne pillet ud af rækken, for man ville jo gerne køre standsmæssigt og det kostede jo det samme. Som det fremgår af billederne var der også mange ture med brudepar og firmajubilarer og de var ikke altid lige kedelige, det største problem var fjernelsen af ris efter en bryllupstur. En anden spændende oplevelse var, at Udenrigsministeriet ringede når der var statsbesøg. Man kan i dag godt ærgre sig over at man ikke samlede på autografer, for der var mange ”høje” herrer og damer i vognen dengang, ministre og andet godtfolk, og det gav nogle helt specielle oplevelser, som jeg nu kan underholde mine børnebørn med.


Nå, jeg havde bilen i ca. 7 år og ud over almindelig slidtage havde jeg kun to reparationer. På et tidspunkt gik mit bakgear, det blev lavet i Roskilde for ca. 4000 kr. og så gik der en knast på den ene knastaksel, men Jakob Lynegaard havde alt hvad der skulle til, så jeg fik 2 nye aksler, ny forkammerkæde og kædehjul og alt i alt blev regningen på 3400 kr. men nu var bunden i alle fire døre blevet ædt op af ”franske stålorme”. Dørene kostede 10000 kr. uden maling, indtræk eller andet så det ville blive ret dyrt, så jeg solgte bilen til Grens Auto i Søborg for vist nok 32000 kr., men det er en bil jeg altid vil tænke tilbage på med glæde.

Venligst, Leif H. Hansen, Tune.

|
|